Forside / Ressourcer / CEO-interview med Niklas Agevik

2. februar 2026 [Nyhed]

Vejen frem: En samtale med Niklas Agevik

Nu hvor Niklas Agevik tiltræder som ny CEO, fortæller han om, hvad der fik ham til at vælge BIMobject, sit syn på fremtiden for vores partnere og kunder, samt hvordan vi sammen bygger digitale værktøjer til en bæredygtig branche og stabil vækst.

I 14 år har BIMobject banet vejen for digitaliseringen af byggebranchen. Da Prodikt blev en del af koncernen i 2023, voksede visionen yderligere, hvilket førte til lanceringen af Bim.com i 2025. Bim.com fungerer som et centralt knudepunkt for pålidelig produktinformation og forbinder producenter med bygherrer, arkitekter og entreprenører. Vores tilbud omfatter:

  • bimobject.com: En global markedsføringsplatform for digitale byggeobjekter.
  • Prodikt: Et værktøj til projektplanlægning og bæredygtighed.
  • Design App for Revit: Få adgang til livscyklusdata direkte i dit workflow.
  • Eandox: En platform til håndtering af miljødata og oprettelse af miljøvaredeklarationer (EPD'er).

Forud for vores næste fase har vi talt med Niklas Agevik om hans første tid som CEO. Niklas fortæller om, hvad der tiltrak ham ved Bim.com, hvordan han ser på fremtiden for vores samarbejdspartnere og kunder, samt hvordan han arbejder på at skabe en dynamisk og innovativ virksomhedskultur.

Derfor valgte Niklas Bim.com

Niklas kommer til Bim.com med en solid erfaring i at bygge og skalere softwarevirksomheder. Siden 2019 har han været CEO for Reason Studios AB, hvor han ledede omstillingen fra traditionelt licenssalg til en moderne SaaS-model. Han har tidligere stiftet Instabridge AB, som under hans ledelse voksede til over 30 millioner brugere, og har haft ledende roller hos Ericsson (Sverige) og Payfone (USA). Niklas er uddannet civilingeniør i elektroteknik fra KTH i Stockholm.

Hvad var det, der gjorde, at du valgte at takke ja til rollen hos Bim.com?

Jeg fik et rigtig godt indtryk af bestyrelsesforkand Pia Engholm, såvel som af de andre bestyrelsesmedlemmer og ejere. Deres passion for Bim.com skinnede virkelig igennem i alle vores møder. Efterhånden som jeg lærte mere om produktet og visionen, forstod jeg hvorfor – at få lov til at være med til at forandre, hvordan bygge- og designbranchen fungerer, føltes som noget meget meningsfuldt at arbejde med.

Og jo flere jeg har mødt og lært at kende her hos Bim.com, desto mere overbevist er jeg blevet om, at virksomheden er fuld af fantastiske mennesker, og at vi virkelig har gang i noget stort.

Hvad kan kunder og partnere forvente sig fremover?

Når vi ser på det kommende år, hvad er så de største forskelle, du håber, at vores kunder og samarbejdspartnere vil opleve?

Jeg vil have, at vores kunder og partnere tydeligt skal kunne mærke, at BIMobject bevæger sig hurtigt, og at vores produkter forbedres i et højt tempo.

Vi ser også en mulighed for at gøre det endnu enklere for vores kunder at forstå hele vores tilbud og vide, hvor de skal henvende sig. Derfor vil vi fokusere på at skabe en tydeligere og mere sammenhængende oplevelse i alle vores kanaler.

Internt håber jeg, at alle vil føle sig som en del af arbejdet mod vores fælles, spændende vision.

At bygge og skalere langsigtede værdier

Du har drevet en SaaS-transformation tidligere. Hvad er de vigtigste erfaringer, du tager med dig, som vil påvirke, hvordan vi bygger og leverer værdi fremover?

Jeg tror meget på hastighed. Ingen sidder med alle svarene på forhånd, men ved at være ude og tale med kunderne og løbende lancere produktforbedringer, får man en bekræftelse på, om man fokuserer på de rigtige ting.

Jeg tror også, det er vigtigt at være komfortabel med at begå fejl, når man driver en stor forandring – så længe vi er ærlige om, hvad der skete, udbedrer det hurtigt og tager ved lære af det. Vi kommer til at begå fejl undervejs, og det er helt okay. Det, der tæller, er, hvor hurtigt vi lærer og bliver bedre.

Hvad betyder 'lønsom vækst' for dig i praksis, og på hvilken måde gavner det kunderne?

For vores kunder er lønsom vækst et tegn på langsigtet stabilitet. Det viser, at forretningen er bæredygtig, og at vi kan fortsætte med at investere i at forbedre platformen, hvilket giver vores kunder tryghed i et langsigtet partnerskab. Den stabilitet giver os også det fokus, der kræves for at kunne træffe gennemtænkte investeringsbeslutninger over tid.

Hvem er Niklas Agevik?

Hvilken værdi går du aldrig på kompromis med som leder, og hvad gør du uden for jobbet for at lade batterierne op?

Som leder går jeg aldrig på kompromis med integritet. Jeg er altid ærlig, også når budskabet er svært at levere. Jeg stræber også efter at kommunikere enkelt og tydeligt. Der findes masser af floskler, man kan bruge til at skjule et budskab, men jeg foretrækker at sige tingene præcis, som de er.

Uden for jobbet bruger jeg meget tid i naturen. Jeg er spejderleder for børn i alderen 8–11 år, hvilket er noget, jeg virkelig sætter pris på. At sidde omkring et lejrbål i skoven og synge fjollede sange med en flok unger er en effektiv måde at koble helt af fra arbejdet på.

Hvilken vane forlader du dig på for at holde fokus?

Hvis der er noget, jeg tøver med at få gjort, så sørger jeg for at gøre det som det første – helst så snart jeg møder på arbejde. På den måde får jeg det ud af verden med det samme og kan bruge resten af dagen på (forhåbentlig) sjovere ting.

Jeg skriver også præcis alt ned. Jeg tager noter på mobilen, i blokke og på computeren – så snart jeg tænker på noget, skriver jeg det ned med det samme. Udefra set kan det nok se lidt kaotisk ud, men jeg misser sjældent noget vigtigt. Håber jeg.

Noget, ikke alle ved om mig...

Jeg har faktisk haft et privatflyvercertifikat. Jeg voksede op lige ved siden af en lufthavn og har elsket flyvemaskiner, så længe jeg kan huske. Som voksen gjorde jeg alvor af det og tog mit certifikat. Det er udløbet nu, men at få lov til at flyve var en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse. Jeg håber at kunne tage flyvningen op igen på et tidspunkt i fremtiden – måske som pensionist.

Hvad ser du mest frem til at lære i dine første måneder?

Jeg er virkelig spændt på at møde folkene hos Bim.com, såvel som vores kunder og andre interessenter på tværs af branchen. Jeg er overbevist om, at jeg vil lære en masse, og jeg glæder mig rigtig meget til det.

Niklas starter den 2. februar 2026.